Salme 23

Salme 23 har en særlig betydning for mig. Det har den sikkert for mange kristne. Men som ikke særlig bibelkyndig, endnu, har Salme 23 en helt særlig oplevelse knyttet til mig, og den jeg er. Mit møde med Salme 23, kan man vel sige. Den vil jeg gerne dele med jer.

Efter påske bad præsten i Fyns Valgmenighed mig om at læse til op til Gudstjeneste. Det har han gjort nogle gange før. Jeg kan godt lide det. At læse teksten højt gør, for mig, at jeg connecter med den på en anden måde, dels fordi jeg deler den med nogen i fællesskabet, dels fordi ordene bliver mere virkelige, mere levende på en eller anden måde.

“Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”

Jeg forberedte mig selvfølgelig hjemme inden Gudstjenesten… lykkeligt uvidende, at Samle 23 er, for mange kristne en slags “modertekst” i Bibelen. Jeg kunne godt mærke, at teksten gjorde noget ved mig. Det er svært at beskrive helt hvad, men jeg blev rørt.

Der var noget, som landede dybt i mit hjerte.

Efter et par gange tænkte jeg, OK – det skal nok gå, ordene sad, teksten var ligesom kommet ind under huden på mig, følte jeg. Nok til at jeg ikke ville blive så påvirket under oplæsningen. Troede jeg.

Læs videre “Salme 23”

Hvad giver du dit hjerte væk til?

Ovenstående spørgsmål har jeg fra Daniel Bauns fantastiske bog om meningsfylde og formålsdrevet forretning: “Heartcore Business” . Et spørgsmål som man, i min optik, med fordel kan spørge sig selv om hver dag.

Jeg har om nogen anden, lært på den hårde måde at prioritere mig selv. Når jeg fortæller mine veninder, at jeg søger at sætte mig selv først eller prioritere mig selv først og fremmest, er det ikke ualmindeligt, at jeg får at vide, at jeg er lidt egoistisk.

Jeg hører også tit følgende kommentar: “mine børn kommer i første række”. Sådan troede jeg også, at tingene hang sammen på et tidspunkt. Før jeg blev mor, og faktisk også mens min dreng var lille. Faktisk var alt andet vigtigere end mig. Mit job, venner og familie, mit hus – jeg kunne blive ved. Det var meget vigtigere at have travlt og være pligtopfyldende end at stoppe op og mærke mig selv. Hvorfor? ja, det er jo så spørgsmålet, som jeg stiller mig selv dagligt. Hver dag udfordrer jeg mit motiv for handling, og ofte er det ikke særlig kønt, det jeg får øje på. Altså mit motiv for handling. Men jeg er af den holdning, at jeg jo ikke kan ændre på uhensigtsmæssig adfærd, som jeg ikke er bevidst omkring. Derfor træner jeg min bevidsthed omkring egen adfærd, når jeg bliver opslugt, fortravlet og uden nærvær. Groft skitseret ved jeg, at mit hjerte i disse perioder lukker ned. Det er en forsvarsmekanisme, der bunder i et system, som jeg har tilegnet mig som barn, hvor det ofte var svært at være, den jeg er.  Præstation blev et middel til anerkendelse, men samtidig en begrænsning og en belastning i mit liv. En dulmen af ubearbejdede følelser, som var, og kan være svære at være i.
Læs videre “Hvad giver du dit hjerte væk til?”