Ud i Uvisheden

”Når en dør lukkes, da åbnes en anden” sådan siger et gammelt ordsprog. Men hvad så når døren, der åbnes, åbner ind i uvisheden?

I går stod en dør på klem. Jeg var til jobsamtale. “Du skal være glad for at være kommet til samtale”, siger folk. Og ja, det var da også opløftende endelig at komme til en samtale. Det havde jeg brug for. Men døren blev lukket. Det er selvfølgelig aldrig rart at få et afslag, men det var ok. Jeg “tabte” til en kandidat med mere erfaring, og det kan jeg jo ikke hamle op med. Det, som slog luften ud af mig, det var en følelse af uvished. Hvad så nu?

Igen banker uvisheden på som et overvældende udefinerbart tomrum, hvor jeg stadig ikke har klarhed over min fremtid. Stabilitet. Ro. Men hvad nu, hvis det slet ikke er uvisheden, som er overvældende? Men en manglende kendskab til fred. Til ro i sindet. Hvad nu hvis uvisheden handler om øvelse i livets ulidelig lethed? (Tak Martin for den.)
Læs videre “Ud i Uvisheden”

Hvad giver du dit hjerte væk til?

Ovenstående spørgsmål har jeg fra Daniel Bauns fantastiske bog om meningsfylde og formålsdrevet forretning: “Heartcore Business” . Et spørgsmål som man, i min optik, med fordel kan spørge sig selv om hver dag.

Jeg har om nogen anden, lært på den hårde måde at prioritere mig selv. Når jeg fortæller mine veninder, at jeg søger at sætte mig selv først eller prioritere mig selv først og fremmest, er det ikke ualmindeligt, at jeg får at vide, at jeg er lidt egoistisk.

Jeg hører også tit følgende kommentar: “mine børn kommer i første række”. Sådan troede jeg også, at tingene hang sammen på et tidspunkt. Før jeg blev mor, og faktisk også mens min dreng var lille. Faktisk var alt andet vigtigere end mig. Mit job, venner og familie, mit hus – jeg kunne blive ved. Det var meget vigtigere at have travlt og være pligtopfyldende end at stoppe op og mærke mig selv. Hvorfor? ja, det er jo så spørgsmålet, som jeg stiller mig selv dagligt. Hver dag udfordrer jeg mit motiv for handling, og ofte er det ikke særlig kønt, det jeg får øje på. Altså mit motiv for handling. Men jeg er af den holdning, at jeg jo ikke kan ændre på uhensigtsmæssig adfærd, som jeg ikke er bevidst omkring. Derfor træner jeg min bevidsthed omkring egen adfærd, når jeg bliver opslugt, fortravlet og uden nærvær. Groft skitseret ved jeg, at mit hjerte i disse perioder lukker ned. Det er en forsvarsmekanisme, der bunder i et system, som jeg har tilegnet mig som barn, hvor det ofte var svært at være, den jeg er.  Præstation blev et middel til anerkendelse, men samtidig en begrænsning og en belastning i mit liv. En dulmen af ubearbejdede følelser, som var, og kan være svære at være i.
Læs videre “Hvad giver du dit hjerte væk til?”

Bovbjerg Fyr og bålpandekager


Min dyrebareste relation i livet er som min personlige vidensbank. En relation som er uvurderlig. Hun er som en søster. Vi har kendt hinanden i mere end 40 år. Genboer på den vej, hvor jeg har boet hele min barndom og ungdom. Der var blot en enkelt hus imellem os. Vi var også i den samme dagpleje. Den samme klasse i folkeskolen og parallelklasser i gymnasiet. Vi fulgtes ad i skole hver dag,  jeg stod på vejen foran mit hus og ventede på, at hun passerede mit, så vi kunne følges.

Efter gymnasiet rejste vi sammen til London i et halvt år, hvor vi arbejdede på hotel og var roomies. Hun er gudmor til min dreng, og jeg er gudmor til hendes førstefødte. Den viden hun besidder om mig, mine relationer, mine kampe, styrker og svagheder, min historie – er meget værdifuld for mig, og som nævnt uvurderlig. Hun har en stor plads i mit hjerte. Jeg elsker hende.

Læs videre “Bovbjerg Fyr og bålpandekager”

Når himlen åbner sig

Foto lånt af Nicolaj Zabriskie

Den danske sommer er… foranderlig for at sige det mildt. Og sådan helt bogstaveligt åbner himlen sig med jævne mellemrum. Tung regn.

Regn inviterer til at holde sig indendøre, eller sådan ser jeg det i hvert fald. En undskyldning for at sætte sig til tasterne på et længe ventet blogindlæg fra mig. Mit første af slagsen. Det er usikkert land og også lidt angstprovokerende. Man kunne også hoppe i gummistøvlerne, og danse rundt i en vandpyt, men lige nu ville det være en overspringshandling.

For alt for længe, har jeg trykket på backspace tasten  og overspringshandlet med hvad som helst. Tiden er nu.

Ordene presser sig på, som små utvetydige hints i mit øre. Nogle gange er det en stille hvisken andre gange er det larmende høje ord. Ordene kommer som små tryk i brystet. Det er som om sætninger, formuleringer, metaforer og historier, banker på indersiden af mit bryst. Vedholdende, udholdende og tålmodigt.

Jeg står ved en skillevej. Det har jeg gjort mange gange i mit liv. Fire år på universitetet er slut, og jeg skal til at begå mig i den “virkelige verden”.  Hver gang jeg befinder mig her, hvor verden ligger åben for mine fødder, så tvivler jeg. Hvad er det, jeg skal? Hvad er planen for mig? Jeg ved det ikke. Endnu. Måske finder jeg aldrig helt svaret på mine spørgsmål. Kun hvis jeg lytter… sådan rigtig lytter. Det kræver ro, nærværstræning og mod.

Læs videre “Når himlen åbner sig”